Partnervold kan ende i partnerdrab, og det er et samfundsansvar. Sådan lyder det i Regeringens handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra juni 2023. Men alligevel er der kun afsat midler til, at 5 ud af landets 98 kommuner kan udvikle et professionelt beredskab til bedre opsporing og forebyggelse af partnervold. 

Af Julie Ege Berg & Anna Boddum Bjerregaard 

Det er morgen, og Natasja skal på arbejde. Ekskæresten er igen troppet op på hendes adresse og insisterer på at køre hende. 

Natasja vil ikke køres, men han blokerer vejen. Klokken bliver mange, og turen på gåben er ikke længere en mulighed. Hun må give efter og sætter sig ind i ekskærestens bil.  

Kontrollerende adfærd, manipulation og stalking er nogle af de typiske tegn forud for partnerdrab, som udgør hvert femte drab i Danmark, ifølge Justitsministeriets Forskningskontors undersøgelse af drab i perioden 2017-2021. 

Sådan endte det også for 26-årige Natasja fra Frederiksberg, som i oktober 2023 blev slået ihjel af sin ekskæreste. Et drab, som Natasjas mor, Kristina Borup, mener, kunne være undgået, hvis man som samfund satte ind over for vold, trusler og stalking noget tidligere.  

“Hvis man kigger på, hvor mange partnerdrab der sker hvert år, så synes jeg, at det er en skandale, at man ikke er bedre til at forhindre det,” lyder det fra Kristina Borup. 

Regeringen vil nedbringe antal partnerdrab 
I perioden 2017-2021 har antallet af årlige partnerdrab ligget på et stabilt niveau med 8-11 drab om året, viser undersøgelsen fra Justitsministeriet. Kigger man tilbage på perioden 2000-2016 er gennemsnittet knap 13 partnerdrab om året, ifølge tal fra en undersøgelse foretaget af forskere fra  Aarhus Universitet. 

Regeringen fremlagde i juni 2023 en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab. En handlingsplan, der med 26 initiativer skal forbedre den forebyggende indsats på området foreløbigt i perioden 2023-2026. Der er i alt afsat 233,8 mio. kr., hvilket ifølge Ligestillingsministeriet gør det til den hidtil mest ambitiøse handlingsplan på området.  

Et af initiativerne indebærer et udviklingsforløb tiltænkt kommunerne. Formålet er at ruste dem til at kunne agere hurtigt og koordineret med et professionelt beredskab ved mistanke om vold i nære relationer. Men af Social- og Boligstyrelsens hjemmeside fremgår det, at der blot er afsat 2 mio. kroner til dette initiativ, og at kun 3-5 kommuner kan gennemføre det.  

“Vi har fået midler til at kunne tilbyde udviklingsforløbet til 3-5 kommuner, som vi udvælger af dem, der har søgt. Vi kan ikke imødekomme alle 98 kommuner,” udtaler Nicklas Petersen Abild, fuldmægtig og ekspert i vold i nære relationer hos Social- og Boligstyrelsen.

Muligt at forebygge 
Partnerdrab er den næstmest udbredte type af drab i Danmark, kun overgået af drab i kriminelle miljøer.  

I perioden 2017-2021 blev der i alt begået 46 partnerdrab i Danmark, og i 35 af tilfældene var der forudgående tegn som vold, stalking og trusler, viser undersøgelsen fra Justitsministeriet. 

Psykolog med speciale i psykisk vold Signe Maria Hegestand peger på, at den manglende evne til at forebygge ikke skyldes manglende viden, men mere hvordan man vælger at bruge den viden.  

“Partnerdrab og vold er ikke en ny problematik, og vi har så meget viden på området. Vi ved, hvad der ofte går forud for de her drab. Det handler om at bruge den viden til at handle og forebygge,” siger hun.

Vive estimerer, at ca. 82.000 kvinder og 43.000 mænd hvert år er udsat for partnervold. 

Et strukturelt problem  
Kristina Borup, som mistede sin datter til et partnerdrab i 2023, mener ikke, at Regeringen lever op til sit ansvar, når midlerne til forebyggelse ikke rækker til mere.  

“Jeg synes, at det er meget lidt respekt, man har for de kvinder, heriblandt min datter,” siger hun.  

Hvis kommunerne havde mere viden på området og satte ind ved de første tegn på fysisk eller psykisk vold, så ville man kunne redde liv, mener Kristina Borup.  

“Jeg kan huske med Natasja, at hun ikke altid var klar over, at sygelig jalousi kan udvikle sig til psykisk vold. Nogle af de her kvinder er slet ikke klar over, at det, der foregår, er så forkert. Derfor er det vigtigt, at nogen sætter ind, så snart der er tegn på noget,” fortæller Kristina Borup. 

Hos organisationen Center for Voldsforebyggelse arbejder man på at udbrede viden med henblik på bedre forebyggelse, og her er man heller ikke tilfreds med initiativets nuværende omfang.  

“Vi synes ikke, at det er ambitiøst nok. Vold i nære relationer er et strukturelt problem, der dækker over hele landet. Hvis man ikke har en koordineret og struktureret indsats, så griber man det forskelligt an i kommunerne. Det kan betyde, at opsporingen ikke bliver gjort godt nok,” siger Pernille Christensen fra organisationen.  

En opsporing, som netop kan komme til at se meget forskellig ud landet over. 

En politisk prioritering 
Med handlingsplanen lægges der op til, at de resterende 93 kommuner, der ikke kan tilbydes udviklingsforløbet, selv skal afgøre, om de ønsker at implementere nye tiltag for at forebygge partnervold og partnerdrab.  

“Der er i handlingsplanen afsat midler til, at Social- og Boligstyrelsen kan rådgive kommuner, der ønsker at udarbejde og implementere beredskaber om at forebygge og opspore vold. Der er med initiativet tale om et udviklingsprojekt, hvor erfaringer fra de deltagende kommuner efterfølgende vil kunne udbredes til andre kommuner, der ønsker at arbejde med området,” lyder det i et skriftligt svar fra Ligestillingsministeriet, som sammen med Regeringen står bag planen. 

Men Kristina Borup ser det som problematisk, at kommunerne selv kan vælge, om de ønsker at forbedre indsatsen. 

“Det er fint at lægge det ud til kommunerne, men så skal alle kommuner køre efter de samme regler. Det må på ingen måde være sådan, at der lige pludselig er en forskel på, hvilke tiltag der bliver gjort, i forhold til hvor du bor,” mener Kristina Borup. 

At man ikke gør udviklingsforløbet obligatorisk for alle kommuner fra start, er ifølge Pernille Christensen en politisk prioritering med store konsekvenser: 

“Det handler om politisk prioritering. Vi ved, at partnervold foregår i hele landet. Så vi vil helt sikkert risikere, at nogen ikke får den hjælp, de har brug for.” 

Og spørger man Pernille Christensen, er det ikke økonomi, der kan forsvare, at man ikke gør det obligatorisk for alle kommuner.  

“I længden er det formentlig dyrere at sende folk på krisecentre og bruge en masse ressourcer på politi, når det eskalerer, fremfor at forebygge og opspore det inden det ender fatalt,” siger hun.  

Et kommunalt beredskab er afgørende 
Ifølge psykolog Signe Maria Hegestand er det afgørende med tidlig opsporing i forbindelse med forebyggelse. Først og fremmest kræver det, at den voldsudsatte eller de pårørende er bevidste om, at der foregår psykisk eller fysisk vold. Det kan være en svær erkendelse, ligesom det var for Natasja, og det kan kræve nogle særlige værktøjer, som man kan risikere, at kommunerne ikke har. 

“Det kan være utrolig svært at spotte, at en person er udsat for vold. Det kræver noget ekspertise, som man ikke kan forlange af alle kommunale medarbejdere. Vold nedbryder et menneske, så det er vigtigt at opdage det og handle tidligt. Vi ved, at det i værste fald kan føre til drab,” lyder det fra Signe Maria Hegestand. 
 
Ekspert Nicklas Petersen Abild fra Social- og Boligstyrelsen peger også på betydningen af et kommunalt beredskab til opsporing: 

“Det er vigtigt at have en systematisk tilgang, og der er kun gode faglige argumenter for, at man har et beredskab, fordi det giver klare handleveje i kommunen. Det vil sige, at alle uanset erfaring ved, hvad de skal gøre, når der er mistanke om vold. De kommuner, der har et beredskab, står stærkere fagligt end de andre kommuner, i forhold til at kunne agere i de her sager om partnervold,” lyder det fra Nicklas Petersen Abild. 

De klare handleveje i kommunerne er ifølge psykolog Signe Maria Hegestand en mangelvare på nuværende tidspunkt. 

“Forskningsmæssigt ved vi lige nu, at indsatsen i kommunerne afhænger af den enkelte sagsbehandlers vidensniveau, men også holdninger og værdier. Der er ikke en ensartet håndtering,” fortæller hun.  

Forsøgsordning med fatale konsekvenser 
I et skriftligt svar fra Ligestillingsministeriet fremgår det, at handlingsplanens initiativer også skal forstås som et forsøg af nye forebyggelsesmetoder, hvilket kan være en forklaring på den begrænsede opkvalificering.  

“Der har siden 2002 løbende været handlingsplaner om vold i nære relationer, og handlingsplanerne supplerer og videreudvikler den permanente indsats i forhold til vold i nære relationer og indeholder blandt andet udvikling og afprøvning af nye metoder og indsatser på området,“ lyder det fra Ligestillingsministeriet.  

Pernille Christensen fra Center for Voldsforebyggelse mener dog, at tiltagene bør være mere ambitiøse end forsøgsordninger.  

“Det kan godt være, at man starter lidt som et slags forsøg for herefter at kunne brede det ud, hvis det virker godt. Men vi mener stadig, at det bør være mere ambitiøst fra starten, fordi konsekvenserne er så alvorlige,” slår hun fast.  

På Frederiksberg sidder Kristina Borup, der mistede sin datter Natasja til et partnerdrab, også tilbage med en følelse af, at planen ikke er ambitiøs nok.  

“Handlingsplanen mister sin pondus og værdi, når nogle af initiativerne ikke forpligter kommunerne,” siger Kristina Borup afslutningsvist. Hun får aldrig sin datter tilbage, men hun kan sørge for at give Natasja en stemme, og forhåbentlig være med til at forhindre, at andre kvinder lider samme skæbne.  

Forud for partnerdrab er ofte en række tegn, som kan gøre det muligt at opspore i tide. Video: Julie Ege Berg & Anna Boddum Bjerregaard

Har du eller nogen, du kender, været udsat for vold eller udøvet vold, kan du få hjælp og rådgivning hos Lev Uden Volds nationale hotline på tlf. 1888. Telefonen er åben 24 timer i døgnet, året rundt.